Netmediet InnovatorQ arbejder aktivt for FN’s 5. verdensmål. Målsætningen er at fremme debatten om diversitet i erhvervslivet. InnovatorQ er stiftet af Trine Askholm og Tine Cederstrand Møller, som begge er erfarne profiler inden for blandt andet forretningsudvikling, digitalisering og ledelse.
I forlængelse af Maiken Sjöberg Russ’ tiltræden som COO i Process Factory har de udgivet en artikel med et portræt af Maiken, som også er gengivet her:
Forsikringskvinde med stærk palette bliver COO for Process Factory
Maiken Sjöberg Russ er fra d. 23. juni tiltrådt som COO for Process Factory. Det meddeler virksomheden via LinkedIn. Maiken Sjöberg Russ får ansvaret for at bringe it-konsulenthuset godt og effektivt i mål med leverancerne til kunderne.
Altid på jagt efter optimeringer
“Jeg kan slet ikke lade være med at lægge mærke til, om der er noget, der kan optimeres”, siger Maiken Sjöberg Russ, nytiltrådt COO i it-konsulenthuset, Process Factory.
“Det gælder uanset, om jeg er optaget af at forbedre og digitalisere forretningsprocesser og systemer, eller om jeg står i kø for at få min covid-19 vaccination”, fortsætter hun med et smil. “I sidste ende handler det jo om, hvordan kunden bliver mødt. Det er vigtigt for mig, at systemerne gør det til en god oplevelse at være kunde.”
Maiken Sjöberg Russ’ skarpe øje for optimeringer kommer nu hele den danske forsikringsbranche til gode. Med sin stærke palette af forsikringskompetencer, procesforståelse og ledelseserfaring fra forsikringsbranchen skal Maiken nemlig være med til at cementere og videreudvikle Process Factorys position som strategisk it-udviklingspartner for forsikringsselskaber og deres samarbejdspartnere.
“Jeg bliver motiveret af nye ledelsesmæssige og forretningsmæssige udfordringer. Det har jeg altid gjort. Heldigvis. For det har givet mig en masse erfaring og en masse oplevelser, som jeg ikke ville være foruden. Derfor var jeg også klar på udfordringerne, da jeg fik tilbudt det spændende job som COO for Process Factory. Det åbner en ny vej for mig, hvor jeg forventer at kunne bringe mine kompetencer i spil på nye måder,“ udtaler Maiken Sjöberg Russ.
Sætter baren højere
Som COO står Maiken Sjöberg Russ i spidsen for Process Factorys konsulentteam, der primært består af it- og forretningskonsulenter. Dermed har hun det overordnede ansvar for, at Process Factory kommer godt og effektivt i mål med alle leverancer til kunder.
“Jeg er superglad for, at vi med Maiken om bord bliver en endnu stærkere sparringspartner for vores kunder. En it-opgave er ikke bare en it-opgave. Den forretningsmæssige kontekst er afgørende for, hvordan vi tilgår opgaven,” udtaler Susanne Møllegaard, CEO for Process Factory.
Hun fortsætter: “Dedikationen til forsikringsbranchen samt kombinationen af tekniske og forsikringsfaglige kompetencer er det, der adskiller os fra andre konsulenthuse. Det er med den balast, at vi styrker de danske forsikringsselskabers konkurrenceevne i en tid med stigende krav til digitalisering.”
“Med Maiken på holdet kan vi sætte barren endnu højere,” afslutter Susanne Møllegaard.