Skip to main content

Benvenuti! Process Factory sætter en ære i at hjælpe unge godt i gang med deres arbejdsliv – også italienere, som studerer it i Napoli.

Af Rita Modberg

Det var derfor nemt at sige ja, da en forespørgsel om et efterårs-virksomhedsbesøg fra det tekniske gymnasium Alessandro Volta, tikkede ind i mailboksen hos CEO Susanne Møllegaard.

Nogle få uger senere bankede 15 unge italienske it-studerende på hendes dør – udstyret med nysgerrighed og lang række gode spørgsmål. Og Susanne svarede åbent på spørgsmål om alt fra kodning og produkter til forretningsmål og virksomhedens vision.

“Vi ønsker at støtte op om udviklingen af unge it-talenter og gør det på flere måder. Fx har vi en praksis med hvert semester at tage imod 2 – 3 studerende fra relevante uddannelsesinstitutioner. Men vi har en bred berøringsflade, og derfor er det også naturligt at åbne dørene for internationale studerende,” fortæller Susanne Møllegaard.

Det danske arbejdsmarked er attraktivt

Det tekniske gymnasie Alessandro Volta tilbyder en 4-årig uddannelse til unge mellem 16 og 19 år indenfor en række forskellige studieretninger, fx softwareudvikling, elektronik og robotics.

Skolen kombinerer traditionel klasseundervisning med tekniske fag. Derudover er et udenlandsk ophold med virksomhedsbesøg en fast del af pensum på det sidste skoleår – denne gang i København.

Og at dømme ud fra gæsternes spørgsmål og kommentarer kunne de godt se sig selv komme igen. Noget, der især har gjort indtryk, er danskernes arbejdsetik, arbejdsmiljøet og respekten mellem ledelse og ansatte.

”Det danske arbejdsmarked er generelt attraktivt, og det giver it-branchen et godt afsæt for at skue ud over grænsen i forbindelse med rekruttering. Vi oplever selv en stigende internationalisering hos vores kunder, som også kan få betydning for kundernes krav til os som it-leverandør og en del af deres værdikæde”, lyder det fra Susanne Møllegaard.

Fra praktik til fastansættelse

Ifølge tal fra it-brancheforeningen ser 63% af de danske it-virksomheder manglen på kompetencer som den største barriere for vækst. Og hver 3. har helt måttet opgive at besætte it-stillinger, da der ikke var ansøgere til dem.

Process Factory har da også tidligere været ude med et budskab om at lukke flere ind på it-uddannelserne, i stedet for som nu at afvise et stort antal interesserede unge.

”Samtidig er vi stor fortaler for at hjælpe den næste generation ind på arbejdsmarkedet gennem praktik og studiejob – og vi ved af erfaring, at det i mange tilfælde kan ende succesfuldt med en fast ansættelse,” siger Susanne Møllegaard.

Fremtiden ligger åben

Fabrizio, Denise og Luca er tre af de italienske it-studerende, der har besøgt Process Factory som led i deres it-uddannelse.

Når de til næste sommer afslutter deres fireårig uddannelse på det tekniske gymnasie Alessandro Volta, har de kompetencer til at gå ud på arbejdsmarkedet eller videre ind på universitetet. Beslutningen er ikke truffet endnu, men på længere sigt er de meget åbne overfor en arbejdsgiver i andre EU-lande – og gerne med mulighed for at arbejde på distancen.

Danskernes høje arbejdsetik, arbejdsmiljøet og respekten mellem ledelse og ansatte har især gjort indtryk på dem under besøget i København og hos Process Factory.

Foto: Fabrizio, Denise og Luca.